En teosofisk teologi

Mennesket, som i sin essens er guddommeligt, vil i den sidste ende lære den guddom at kende, hvis liv det deler; og ved gradvis gennem flere efterfølgende liv at udfolde de guddommelige egenskaber, som ligger latente i det, vil det vokse til større forståelse og kundskab om universet, som i sig udtrykker det guddommelige liv. Denne metode for tilnærmelse til den guddommelige sandhed er siden Ammonius Saccas i det 3. århundrede grundlagde sin skole, blevet kaldt teosofi. Begrebet "teosofi" er konstant dukket op i den religiøse tænkning i både øst og vest og indebærer ikke alene mysticisme, men også den eklektiske filosofi, som findes i alle religioner.

Ved udformningen af nærværende samling af trossætninger og etiske principper indtager liberal katolsk kirke i visse henseender en særstilling blandt de kristne trossamfund. Den kristne kirke har altid indeholdt forskellige filosofiske skoler. Middelalderens skolastikere, der satte den vestlige kirkes teologi i system, fulgte Aristoteles’ metode, men de tidligste af kirkefædrene med filosofisk tilbøjelighed var platonister.

Liberal katolsk kirke hævder, at en teologi kun kan retfærdiggøre sig selv og være af blivende værdi, hvis den kan modstå vedvarende efterprøvelse i lyset af menneskehedens kundskabsudvikling og den enkeltes åndelige opvågnen. En sådan teologi er teosofisk af natur. Teosofi (græsk for guddommelig visdom) adskiller sig fra teologi ved at understrege vigtigheden af den enkeltes søgen efter åndelig

forståelse, baseret på personlig erfaring (gnosis eller sophia), i modsætning til dogmatisk pålagte særtolkninger af skrifterne, hvilket vil være begrænset af menneskets viden om verden i en

given historisk periode.

Fra liberal katolsk kirkes "Principper og læresammenfatning"